Montsegur
Montsegur ligger på en bjergtop i Pyrenæerne i 1200 meters højde. Til alle sider falder bjerget næsten lodret ned. Mindst stejlt mod sydvest. Her er der bygget tre parallelle forsvarsmure. Mod øst løber en bjergkam. Nærmest ved Montsegur i denne retning ligger et stenbrud, der i sin tid har leveret byggemateriale til borgen. Lidt længere væk ligger en forpost. Endnu længere væk mod nordøst på den fjerne ende af den skovklædte bjergkam ligger et vagttårn.
De to porte ind til borggården kan begge overvåges fra det udhængende træværk over og omkring dem. Mod øst på svære, vandrette bjælker hænger en platform af træ. På terrasserne lige nord for fæstningen ligger en samling huse.
Inde i borggården læner mange små træskure sig op ad den solide stenmur. I den ene ende ligger en smedje. Der er også en stald. Tre trapper fører op til fæstningsværket af træ, der løber langs toppen af muren. I den nordvestlige ende ses tårnet, hvor borgherren bor med sin familie. Indgangen er i første sals højde ad en trætrappe. Under borgtårnet i store hvælvede rum er der året rundt store reserver af opsamlet regnvand.
I alt bor der små 500 i og omkring borgen under belejringen. Omkring 150 er riddere og soldater, resten er herskab, tjenestefolk, katharer og deres familie.
Tilbage til forsiden.
Sidst opdateret den 20. januar 2008.
|